Uge 38 – Høstfest

”Marken er mejet og høet er høstet”
Høstfesten som beskrevet af Adolph Recke i 1868, er både historisk og tidstypisk.

Teksten inspirerede os til onsdagens Høstfest for hele skolefamilien, så der blev høstet hyben til marmelade, æbler til æblekage, div grøntsager hos Benny Bondemand, georginer og andre blomster til udsmykning, kranse blev bundet og enkelte fik en blomst i.
Hvedekernes kværnes til mel til morgenboller, brombær og æbler fra naboen plukkes og sådan kunne vi blive ved.
Der blev tegnet og malet og sikken en fest det blev. Tak til dem der kunne være med. Nyd de skønne billeder, hvor børn og voksne leger og konkurrere sammen.

Ingen fest uden evaluering, oprydning og rengøring. Disse elementer kan let underkendes eller klares af voksne. Elever lærer i denne proces en hel del om behovsudsættelse og vedholdenhed, ud over affaldssortering, rengøringsmidler og rengøringsredskaber. Hvor er det skønt at kunne rose et stykke arbejde, uanset om det er at rive hø sammen, eller vride en klud.
Et par elever øvede sig også i at blive usynlige sådan en dag – det er dog ikke helt lykkedes for dem endnu.

Besøg og invitationer får gerne 1. prioritering på Sæby Friskole.
Tirsdag havde Camilla sagt ja til et kort besøg i Sæby kirke, hvor hun fortalte om sit job som konservator. Et job som fascinerede flere af os og som afstedkom mange spørgsmål fra eleverne. Camilla fortalte også om de mange forskellige værktøjer, teknikker, materialer mm. Om der gemmer sig en kommende konservator på Sæby Friskole vil tiden vise. Et spændende kik ind i et af Nationalmuseets arbejdsområder. TAK